Vil du høre noget ret vildt?

Vi mennesker opdagede allerede i slutningen af 1800-tallet, at vores udledning af CO2 kunne føre til global opvarmning... 1800-tallet!

Alligevel var det først i 1970’erne, at vi så småt begyndte at holde møder og tale om, at vi måske burde gøre noget...

Ingen af møderne har dog endnu løst det globale klimaproblem. Kun ganske langsomt har der været fremskridt at spore.

Opbakningen var ikke overvældende, første gang et globalt topmøde om klima og miljø blev afholdt. Kun to statsledere deltog i FN-konferencen, der blev afholdt i Stockholm.

Dengang var det mest natur- og miljøbeskyttelse, der blev talt om. Global opvarmning fyldte endnu ikke meget.

Ved mødet blev det også tydeligt, at der var stor uenighed imellem rige og fattige lande.

Alligevel blev mødet et vendepunkt. 113 forskellige lande havde trods alt sendt repræsentanter, og man vedtog blandt andet FN’s første officielle miljøerklæring.

Men vigtigst af alt: For første gang havde man sat sig ned og talt sammen om planetens tilstand.

Klimaet var kommet højere på politikernes dagsordener, da der i 1992 blev afholdt ’Verdenstopmøde om miljø og udvikling’ i Rio de Janeiro. I hvert fald deltog denne gang over 100 statsledere.

Mindre kendte ansigter fik dog også taletid på mødet – blandt andre en kun 12-årig pige fra Canada.

Det blev samtidig starten på COP-møderne, og COP1 blev afholdt i Berlin i 1995.

Efter vedtagelsen af Klimakonventionen i Rio blev der arbejdet på at udbygge og forbedre klimaambitionerne – og under COP3 i Kyoto i Japan blev den første juridisk bindende internationale klimaaftale indgået.

Aftalen blev dog skarpt kritiseret for ikke at være ambitiøs nok. Ikke mindst fik USA især kritik for deres manglende vilje til at prioritere problemet.

Blandt mange andre var danske Svend Auken (S) ude med riven efter supermagten:

I 2009 var Danmark vært for det årlige klimatopmøde, der fik historisk stor opmærksomhed...

Under topmødet samledes op mod 100.000 demonstranter i en af danmarkshistoriens største demonstrationer.

Men til trods for den store folkelige opbakning blev der ikke indgået en aftale med bindende mål.

Som dette efterhånden berømte foto illustrerer, gik de opslidende forhandlinger helt i hårdknude – og ’Hopenhagen’ blev til ’Floppenhagen’.

COP15 endte kun med hensigtserklæringen ’The Copenhagen Accord’, som ikke var juridisk bindende.

Verden forsøgte i 2015 igen, igen, igen at blive enige om en global klimaaftale – og ovenpå fiaskoen i København var der virkelig brug for fremskridt…

Og to årtier efter, det første COP-møde blev afholdt, lykkedes det endelig.

200 lande skrev under på, at temperaturen skal holdes et stykke under 2 grader ved slutningen af dette århundrede, og helst sigte mod 1,5 grader.

Det var en historisk aftale – men også en aftale uden en plan. Og siden 2015 har man derfor diskuteret og skændtes om, hvordan målene skal nås.