16-årige Alba er dansk motorsports nye stjerneskud
Kurs mod Formel 1
Tryk videre
- Jeg synes jo, at jeg er den bedste. Jeg er ikke den bedste endnu, men hvor jeg er lige nu - på den tid og de omgange, som jeg har haft - så synes jeg, at jeg er den bedste.
ALBA HURUP LARSEN
Racerkører
Alba Hurup Larsen er ikke engang gammel nok til at tage kørekort.

Alligevel kører hun Formel 4 og drømmer om at rykke op og køre Formel 1 - motorsportens kongeklasse, hvor farten ofte ryger over 300 kilometer i timen.
- Lige nu når de op på over 300 kilometer i timen. Det er lidt hurtigere, end hvad jeg kører. Jeg kører 245.
Det er kun fire år siden, at Alba for første gang kørte ræs - dengang i en gokart.

Sidenhen har hun vist sig som et stort talent, da hun vandt en international konkurrence og kvalificerede sig til en plads i F1 Academy - en serie, som ønsker at udvikle unge, kvindelige racerkørere.
Men Formel 4 er kun et skridt på vejen mod drømmen om Formel 1.

Derfor er Alba nu i Barcelona, hvor hun for første gang skal teste sin racerkørsel på Barcelonas berømte Formel 1 bane.
- Hun har overrasket allerede i Formel 4 bil. Hun har kørt sig på meget kort tid til et F1 Academy sæde, som er de bedste kvinder i verden. Så hun er rigtig langt fra, men hun er ret godt på vej.
OLIVER KRISTENSEN
Albas Racemanager
Når Alba ikke kører ræs, så går hun i 9. klasse på en helt almindelig folkeskole. Men det kommer ikke uden en pris at jagte drømmen om fart og Formel 1.
- Er det det værd, at man går glip af nogle ting? At man ikke er der særlig meget i skolen sammen med venner, familie? Går glip af fødselsdage i familien? Går glip af klassebilledet, som jeg ikke var med på, da jeg var ude og rejse.
- Alt det, jeg får med i sporten, vejer tungt, i forhold til det jeg går glip af.
I Barcelona er Alba ved at blive klar til at køre sin første omgang, og bilen er ved at blive indstillet, så den passer præcis til hende.
- Det, jeg fokuserer på, når jeg kører, det er at køre hurtigere og hurtigere og forbedre mig. Hele tiden lede efter de små ting, der kan gøre mig bedre.
Nu gælder det om at bevise, at hun kan køre lige så hurtigt som de andre i feltet.

Men regnen er faldet tungt på Formel 1 banen, og det øger risikoen for at køre af banen...
Efter første omgang mangler Alba i målområdet.

Der er blevet vist et rødt flag, og det betyder, at omgangen er blevet stoppet.
- Jeg er nervøs - specielt fordi, der lige kom et rødt flag før. Så kan jeg næsten ikke være her. Så måtte jeg lige ud og trække vejret på den anden side af garagen.
CAMILLA HURUP LARSEN
Albas mor
Efter mange lange momenter dukker Alba op igen.

Hendes bil tog en snurretur og havde problemer med at starte igen.
- Hvis du har frygt for at komme til skade, så kan du ikke fokusere på det vigtige, som er at køre hurtigt. Selvfølgelig er det skræmmende, og jeg kan godt blive nervøs, når jeg skal ud og køre. Men det er ikke det, der fylder.
Alba kører den næste omgang på banen med det mål at forbedre sin kørsel i alle sving og på alle langsider.

Det lykkedes hende at køre omgangen helt uden afkørsler.
Udover målet om at blive verdens bedste Formel 1 kører, så har Alba også et andet mål.

Hun vil inspirere andre piger til at køre stærkt og vise dem, at motorsport også er for dem.
- Ikke nok med, at jeg vil køre stærkt, så vil jeg gerne inspirere andre til også at gøre det. Og turde drømme stort og gå efter det - også i motorsport, hvor der ikke altid har været kvinder.
På Formel 1 banen i Barcelona er testkørslerne slut.

Alba har bevist, at hun er i den bedste halvdel af feltet.
- Hvis vi mødes om fem, syv, otte år, kører du så Formel 1?

- Om fem år? Nej. Om syv, otte år? Ja.
Alba Hurup Larsens første løb i F1 Academy-serien bliver i marts 2025 i Shanghai
Story af: Selma Paludan (sepal@dr.dk)
Foto: Jan Macdonald