- Jeg har aldrig haft den her følelse, som at hente dem her den første tur. Jeg tror heller aldrig på, jeg får sådan en oplevelse igen. Den følelse, jeg fik ud af det, den vil sidde i mig resten af livet.
Da Ukraine blev invaderet, ville buschauffør Bent Christensen hjælpe til. Han fik derfor fat på en bus, og i marts 2022 tog han afsted mod Moldova for at hente flygtninge.
BENT CHRISTENSEN
Buschauffør, Ålbæk
- Jeg nåede ikke at tænke. Det var bare noget, jeg gjorde. Jeg har ikke penge til at kunne give en masse, men jeg følte, at jeg kunne bruge mit erhverv og min erfaring. Det kan bruges lige pludseligt.
Efter at have tilbagelagt over 2000 kilometer i bus var Bent Christensen, to andre chauffører, en sygeplejerske og en tolk fremme i Moldova.
Foto: Privat
BENT CHRISTENSEN
Buschauffør, Ålbæk
- Vi tænkte: Hvordan skal vi tage imod dem? Der er ingen af os, der har prøvet det før. Hvad tillid havde de til os? Hvor kørte vi dem hen, var vi nogle banditter? Der var mange tanker, der for igennem hovedet på os.
Heldigvis gik hele turen godt. Bent Christensen og det frivillige team endte med at have 44 ukrainske flygtninge med tilbage til Frederikshavn.
Der var dog én person, der manglede.
Foto: Privat
En bedstemor kunne ikke komme med bussen med sin datter og sit barnebarn, fordi der var problemer med hendes papirer. Datteren og barnebarnet måtte derfor efterlade bedstemoren.
Foto: Privat
Blot et par dage efter, at Bent Christensen var kommet tilbage til Danmark, tog han afsted igen for at hente flygtninge. Denne gang i Cluj i Rumænien.
Foto: Privat
BENT CHRISTENSEN
Buschauffør, Ålbæk
- Og så kører vi til Cluj. Og hvem står der? Det gør bedstemoren. Da hun ser bussen, og hun ser mig, og jeg ser hende, der begynder vi at græde begge to af glæde, fordi nu kan jeg få hende med hjem.
Bent Christensen sendte et selfie til bedstemorens familie i Danmark og fortalte, at bedstemoren var med. Familien blev genforenet i Frederikshavn.
Foto: Privat
BENT CHRISTENSEN
Buschauffør, Ålbæk
- Vi græder alle sammen. Det var så rørende. Så snart vi nærmede os Frederikshavn, så begyndte tårerne.
Bent Christensen tror aldrig, at han kommer til at få de særlige følelser igen, som ramte ham, den første gang, han fragtede flygtninge fra Ukraine til Danmark.
Foto: Privat
BENT CHRISTENSEN
Buschauffør, Ålbæk
- Medmindre jeg får lov til at køre dem hjem igen en gang. Det er mit store håb, at jeg kan få lov til det. Så tror jeg, at jeg vil få den igen.
Det er et år siden, at krigen brød ud i Ukraine. Du kan her se, hvordan verdens lande har forholdt sig til krigen
Story af: Pernille Kjeldgaard Kristensen (kpkr@dr.dk)