George og Layan har fundet friheden omringet af bosættelser
Børn af besættelsen
Tryk videre
Foto: Mads Køngerskov
LAYAN AWWAD
Lærer
- Vi har lavet en plan. Jeg laver mad, han tager opvasken. Jeg står for at indrette, han køber ting.
Som ethvert andet par har Layan og George fordelt opgaverne i deres ægteskab.

Det er ellers ikke under helt normale forhold, at de skal giftes.
Parret er palæstinensiske børn af Israels besættelse, men har fundet frihed i hinanden omringet af jødiske bosættere på Vestbredden. Og her vil de også fejre deres kærlighed på trods af krigen i Gaza.
GEORGE QUMSIEH
Ingeniør
- Vi vil ikke aflyse bryllupet. Israelerne vil ikke undes os den glæde, men vi elsker livet. Vi vil leve vores liv på trods af krig. Sådan gør vi modstand.
George kører rundt i Betlehem for at overrække invitationer til bryllupsgæsterne. Næste stop på runden er en ven, der bor klos op ad muren til en jødisk bosættelse. Det mest iøjnefaldende ved hans bolig er bosættelsens observationstårn.
- Der er undtagelsestilstand. Hæren gør, hvad der passer den.

- Der er ingen grund til det, men de er jo arrogante. Det er bare et påskud for at få os til at rejse væk.
I dag er Betlehem omringet af jødiske bosættelser. Muren adskiller tvillingebyerne Betlehem og Jerusalem og begrænser palæstinensernes bevægelsesfrihed.
Parret bliver gift i en tid, hvor Israel annekterer nye områder på Vestbredden under en besættelse, som den internationale FN-domstol for nyligt erklærede ulovlig.

Siden Hamas den 7. oktober angreb Israel, er jødiske bosætteres vold mod palæstinensere steget markant på Vestbredden, hvor de sætter ild til huse og intimiderer og fordriver folk. Bosætternes angreb sker ofte under beskyttelse af det israelske militær.
Foto: ARKIV
- Vi vil jo gerne giftes og stifte familie. Men den krig, vi ser på dagligt i Gaza, hvor børn bliver dræbt, og folk sulter. Det giver os helt klart dårlig samvittighed. Vi prøver jo at leve vores liv. Men glæden er ikke fuldendt, når vi er midt i et folkedrab.
George og hans bror Hannah skal vælge et ens jakkesæt til bryllupet. Deres søster og den kommende brud er med dem i Edwardo Mens Fashion i Betlehem.
To dage før brylluppet har Layan og George valgt at afholde en palæstinensisk tradition - en dag hvor kvinderne danser og blander henna, og hvor de ældste mænd fra gommens og brudens familie siger ja til hinanden.
- Må Gud velsigne jer!

- Nu må du ikke tude, mor. Du må ikke græde, søde mor.

- Må Gud og Jomfru Maria værne jer mod misundelige blikke.
Den dag parret bliver gift, slutter to års langdistance-forhold. De mødtes til et bryllup i Betlehem, men George bor i Italien. Efter brylluppet flytter Layan med George til Italien til et helt andet liv - i hvert fald for en periode.
- Det er ikke let. Da jeg rejste til Italien i 2013, kom jeg til et land med frihed, ytringsfrihed, bevægelsesfrihed, modsat her hvor vi er besatte. Vi tør ikke engang ytre os af frygt for fængsel og tortur.
- Når vi vender hjem fra Italien om nogle år, håber vi, at vores børn ikke skal vokse op under en besættelse ligesom os. Forhåbentligt er Palæstina frit til den tid.
Den store dag er kommet. George er for sent på den. Han glemte både ringe og blomster, men er nu endelig nået hen til brudekjolebutikken, hvor han for første gang ser sin brud med diadem og glitter.
I den græsk ortodokse kirke fører George sin Layan op ad gulvet.

700 gæster er inviteret til Layan og Georges bryllupsfest.
Her er rigelige mængder mad, men først og fremmest dans, dans og atter dans.

Nu kan de begynde deres liv sammen. Og en dag vender de tilbage til Palæstina. For det føles livsvigtigt at blive på sin jord og forsvare sin ret til at eksistere netop her.
- Vi vil gerne tilbage, fordi det er vigtigt ikke at forlade vores land. Israelerne vil gerne have, at vi rejser, men vores svar er at blive, fordi det er vores land, ikke deres. Vores tilstedeværelse i det her land er vores måde at gøre modstand mod besættelsen på.
De frygter, at den israelske besættelse en dag i fremtiden også vil fordrive dem fra Betlehem
Story af: Caroline Vendelboe og Puk Damsgård