Mens bomberne falder, fører danske Martin kniven på et af Gazas felthospitaler
Krig i Gaza
Tryk videre
MARTIN A. NØRGAARD
Læge, Røde Kors i Rafah
- Godmorgen og velkommen til det vestlige Rafah helt ude ved kysten. Røde Kors’ felthospital.
- Det her er en kølecontainer, som har plads til øhh døde.
På et af Røde Kors’ felthospitaler i Rafah i det sydlige Gaza er kontrasterne tydelige.
Fra lighus til fødestue er der kun ganske få meter.
- Ovre på den modsatte side af den centrale vej har vi barselsafsnittet. I har patienter. Det er Ida. Jeg lader lige være med at gå igennem. Men det her er altså det afsnit, man kommer ind på, hvis man har fået veer.
Martin A. Nørgaard har skiftet jobbet som overlæge i Danmark ud med en hverdag som krigskirurg i Gaza.
- Det her er indgangen til selve hospitalet. Vi har fået nogle lokale folk til at male på væggene. Når man kommer ind gennem porten her til hospitalet, er der et triage-område, til hvis der kommer mange tilskadekomne. Man kan gå til højre her ind i genoplivningsteltet.
Martin ankom til Rafah den 30. april, og han når blot at være der i en lille måned, før Israel søndag den 26. maj angriber i samme del af byen som felthospitalet.
- Folk havde alle mulige forskellige skader, blandinger af afrevne ben, granatsplinter over det hele og forbrændringer.
Og det kan være udfordrende at behandle.
I begyndelsen af maj invaderede Israel det sydøstlige Rafah, overtog kontrollen med den palæstinensiske side af grænseovergangen og lukkede den.
Det har gjort det sværere for felthospitalet at skaffe de ting, det skal bruge.
-Dels behandler man i blinde, dels behandler man på måder, som faktisk er ret farlige. Vi gør hele tiden det bedste, vi kan finde på. Nogle gange bliver vi nødt til at tænke alternativt og tænke over, hvordan man gjorde det tilbage i 60’erne og 70’erne, før man fik de maskiner, vi normalt er afhængige af i dag.
En måde hospitalet kan få fat i noget af det, det skal bruge, er, når andre hospitaler i Gaza er tvunget til at lukke.
- I går har vi fået doneret en defibrillator, så man kan støde hjertet, hvis det er i forkert rytme. Eller rettere sagt uden rytme.
Det her er operationstue ét. Et og to er i princippet ens. Der er et genoplivningsbord til børn her.
Fra sit soveværelse - som han deler med tre andre - kan Martin se ud over teltlejre, hvor nogle af de mange internt fordrevne bor. Og ud over felthospitalet.
Siden den 7. oktober har op mod 1.5 millioner mennesker i perioder søgt tilflugt her i Rafah.
- Teltet med Røde Kors på toppen er genoplivningsteltet. Ved siden af er skadestuen. Kuppelteltene er operationsstuerne, fødeafdelingen og steriliseringsafsnittet. De fire telte, hvor der også er et Røde Kors på taget af ét af dem, er sengeafsnittene.
Og så kan han se Middelhavet på den ene side og røgskyerne over Rafah på den anden.
- Det her er udsigten fra vores tag her til aften. Det forlyder, at den israelske hær er i gang med at sønderbombe Rafah fuldstændig.
På flere af de hvide teltes tage er store Røde Kors-skilte blevet sat op i håb om, at det vil holde de israelske missiler på afstand.
Men Martin er på sit - med egne ord - livs farligste mission, og han føler sig langt fra sikker.
- Vi plejer altid at kunne håndtere vores sikkerhed på den måde, at når vi har markeret os som Røde Kors, så er det blevet respekteret. Men i løbet af den her krig i det her område er der 25 ambulancer, der har været tydeligt markeret, som er blevet skudt i stykker.
En aften angreb Israel i nærheden af hospitalet. Den nat amputerede Martin tre ben på to timer. Læs mere i hans dagbog her
Foto: ICRC og Martin A. Nørgaard
Story af: Katrine Bang Ramsbæk (rams@dr.dk)