Det tog Maria otte år at finde ud af, at hun havde PTSD
Krigens pris
Tryk videre
MARIA K. ANDERSEN
Veteran
- Jeg husker, at jeg få dage efter jeg var kommet hjem, følte sådan rent visuelt, at der var noget oppe i mit hoved, der blev taget ud. Og så lagde jeg det ned i en skuffe og lukkede den igen og smed nøglen væk.
Maria K. Andersen kom hjem fra sin udsendelse i Afghanistan i august 2010. I det halve år, hun var afsted, oplevede hun ting, som de færreste kan forestille sig. Hun så soldaterkammerater blive skudt. Hun så soldaterkammerater blive sprængt i luften.
- Der er noget, der har sat sig i mig ud fra de oplevelser, som jeg har haft. Men det naive i det er, at jeg bare prøvede at ryste på hovedet af det og sige, at det ville være mærkeligt, hvis der ikke var noget, der havde ændret sig i mig, efter det vi havde været igennem.
Maria er uddannet sergent og var 24 år gammel, da hun i januar 2010 blev udsendt som den første danske kvindelige kampgruppefører i Afghanistan. Efter sin udsendelse fortsatte hun med at arbejde i Forsvaret og drømte om at videreuddanne sig til oversergent.
Foto: Privatfoto
Hun havde godt hørt fra andre soldater, at der kunne opstå udfordringer, når man vendte tilbage fra en krigszone og skulle finde sin plads i hverdagen. Derfor forsøgte Maria også på forskellig vis at foregribe de udfordringer.
- Jeg tog ind på Strøget for at provokere det her med at være sammen med mange mennesker på en åben plads, hvor der er vinduer og bygninger, der er høje, og folk kan kigge ned på én. Og det var ligesom om, at der faldt skuldrene ned, for det var jo ikke en udfordring for mig.
Maria opsøgte også ekstra psykologsamtaler for at forsøge at komme mentale efterreaktioner i forkøbet. Men mens hun forsøgte at holde kontrollen over sit sind, begyndte hendes krop et par år efter hendes udsendelse at gøre oprør...
Udefra kunne man ikke se det på hende. Men indenunder huden var det som om, at Marias hænder skælvede. Maria brugte ofte dét at være fysisk aktiv som selvmedicinering, men nu kunne hun pludselig blive forpustet uden at have løbet en tur. Hun fik også synsforstyrrelser. Og hver nat havde hun mareridt.
- Og da det står allerværst til, så - bare jeg lukkede øjnene - så kom der flashbacks.
I sine flashbacks genoplevede Maria nogle af de allerhårdeste tider i Afghanistan: Som da hun på en patrulje i Helmand-ørkenen først så en soldaterkammerat blive sprængt i luften og miste livet. Og senere så en anden soldaterkammerat træde på en vejsidebombe, blive slynget op i luften og lande igen med et skrig – uden sine ben. Begge hændelser på samme dag.
Flashbackene og de andre fysiske reaktioner tog til, og i 2018 var de så omfattende, at Maria måtte erkende overfor sig selv, at der er noget galt. Hun kunne ikke længere overbevise sig selv om, at de ting, hun oplevede, “bare” var en del af den pakke, der følger med, når man har været i krig.
- Jeg har haft svært ved at erkende, at der var noget anderledes. Og når jeg så har erkendt det, så er jeg virkelig, virkelig skamfuld. Jeg havde troet, at jeg kunne klare det. Kunne klare mosten. Og det gør ondt på mig at vide, at det kunne jeg ikke.
Maria sygemeldte sig fra det studie, hun på det her tidspunkt var startet på, og blev sendt til en psykiater. Samtidig blev hun erklæret uegnet som soldat, og dermed måtte hun også opgive drømmen om at kravle videre op ad karrierestigen i Forsvaret.
- Jeg følte for første gang, at der reelt var nogen, der havde revet mig midt over. Jeg havde svært ved at finde ud af, hvem jeg så var, hvis jeg ikke var soldaten Maria.
Hos psykiateren fik Maria stillet diagnosen PTSD. En diagnose, som man ikke præcist ved, hvor mange veteraner har, fordi det ikke er alle med symptomer, som opsøger lægen. Tommelfingerreglen lyder dog ifølge Veterancentret, at 1 ud af 10 veteraner vil opleve symptomer på svær depression eller PTSD efter en udsendelse.
- Det er ikke fedt at få et par bogstaver, som følger én. Men samtidig har jeg også set det som et stempel, sådan at jeg via mit sygesikringsbevis altid kan bede om den hjælp, som jeg har brug for. Så jeg har prøvet at vende det negative til min fordel.
I dag har Maria fået tilkendt et fleksjob og afventer afgørelse i sin sag om tabt erhvervsevne som følge af sin udsendelse. Hendes PTSD fylder mindre i hverdagen end før. For Maria har tillært sig strategier for at undgå at trigge den. For nylig er der også startet et nyt kapitel i Marias liv: Hun er blevet mor.
- Efter jeg er blevet mor, har der i mindre grad været plads til min PTSD på den måde, at jeg ofte har skulle nulstilles ved at have en off-dag, som vi kalder det herhjemme, hvor jeg ikke kommer ud af sengen. Og det er der bare ikke plads til, når man har en baby.
Alligevel lurer PTSD'en i skyggerne. Når Maria er nye steder, er hun altid opmærksom på faresignaler og kan finde på at undersøge, hvor den nærmeste udgang er. Hvis det er muligt, sætter hun sig også med ryggen mod en væg, så der ikke kan komme nogen bagfra og overmande hende.
Maria har i dag erkendt, at krigen kom med en pris, der i hendes tilfælde hedder PTSD. Men erkendelse er ikke nødvendigvis lig med accept.
- Jeg tror på, at jeg når til en accept af det på et tidspunkt. Men der er stadig noget vej endnu.
Manden her, Jesper, er den soldaterkammerat, som Maria så få sprængt benene af i Afghanistan.

Hjemme i Danmark kæmpede Jesper i mange år for at rejse sig igen.


Foto og video: Sille Veilmark (sive@dr.dk)
Story af: Veronika Skov Snedker (vesn@dr.dk)