Ditte sad i fængsel kun med kvinder: 'Kvinder er kvinder værst'
Kvindefængslet
Tryk videre
- Én ting er at være spærret inde, men at være spærret inde på den måde sammen med andre kvinder - det har været en stor belastning.
DITTE GULLØVE
Tidligere indsat, Jyderup Fængsel
I maj 2023 faldt hammeren i byretten i Kolding, og 36-årige Ditte Gulløve blev idømt fem måneders fængsel for besiddelse af euforiserende stoffer. De sidste par måneder af dommen afsonede hun bag hegnet, du ser her - i Danmarks eneste kvindefængsel: Jyderup Fængsel.
DR har gennem længere tid fulgt hverdagen på både godt og ondt for Ditte og de andre indsatte i kvindefængslet.
Ditte beskriver tiden i Jyderup som en stor kontrast til det “stille og rolige” liv, hun levede, før hun kom i fængsel.
- Jeg boede i min kolonihave i Kolding med min hund og kat og passede stort set bare mig selv. Jeg er ret syg i kroppen, jeg har gigt, så jeg er udenfor arbejdsmarkedet. Så jeg rendte egentlig bare rundt i min kolonihave og hyggede mig der.
Ditte er lidt af en enspænder, siger hun. Derfor var det også en omvæltning for hende at træde ind på den åbne afdeling i Jyderup Fængsel. Her er der nemlig overbelægning, og det betyder, at cirka halvdelen af de indsatte må dele dobbeltceller.
- Det er meget voldsomt at skulle bo sammen med et fremmed menneske, når man er presset i forvejen. Ikke engang at kunne gå ind og lukke sin dør og bare lige trække vejret et øjeblik. Det synes jeg var voldsomt, når man også er ret sensitiv.
- Herinde (i fængslet red.) har jeg været ved at få angstanfald på angstanfald, fordi jeg er så presset.
Optagelser fra Jyderup Fængsel
Ditte oplevede også, at der var meget drama og mange intriger blandt kvinderne i Jyderup Fængsel.
- Det er bare en hønsegård, mand.
- Ja, wow, overvældende!
- Og der er så mange forskellige typer, ikke?
- Jo.
Optagelser fra Jyderup Fængsel
- Smækken med dørene og folk, der blev uvenner, fordi de ikke fik deres vilje, eller fordi de lige havde fået det forkerte ben ud af sengen. Og så var det kontant. Konstant smækken med dørene. Til sidst får du nerverne udenpå tøjet, fordi det er svært at få chok konstant.
Ditte bidrog da også selv til intrigerne i kvindefængslet. Hun blev blandt andet uvenner med en kvinde, som hun i en periode sad i celle med – og delte sin frustration over situationen med andre indsatte.
- Jeg troede virkelig, at når man lukkede døren ind til sin celle med sin cellekammerat, så kunne man snakke om...
- Ditte, du kan ikke stole på...
- Det har jeg fundet ud af nu. Jeg har lært det på den hårde måde, og jeg holder min kæft fra nu af.
Optagelser fra Jyderup Fængsel
Kvindefængslet i Jyderup blev oprettet i 2021 med et politisk ønske om at ville beskytte kvindelige indsatte bedre mod chikane, seksuelle og fysiske overgreb fra mandlige indsatte. Og lige nu er der politisk debat om, hvorvidt der skal etableres endnu et kvindefængsel.
Kriminalforsorgen, der driver landets fængsler, er fortaler for et kvindefængsel, mens fængselsbetjentenes fagforening synes, at fængsler kun for kvindelige indsatte er en dårlig ide. Og den holdning deler Ditte Gulløve.
- Der er et ordsprog, der siger, at i en hønsegård skal der helst være en hane, for at hønsene ikke går og hakker hinanden ihjel. Det er jo lidt sådan, jeg har det med kvindefængslet.
- Men ligger der ikke også en risiko i at blande mænd og kvinder? Mænd er jo fysisk overlegne og kan udnytte det.
- Jo, men kvinder er psykisk overlegne og kan udnytte det.
I dag er det et år siden, at Ditte Gulløve sad inde bag hegnet i Jyderup Fængsel. Hun er på kontanthjælp og drømmer på længere sigt om at flytte sydpå. Men i første omgang er målet at få sin egen bolig her i Danmark.
- Et sted hvor jeg bare kan have min hund og min kat og mig i ro og fred. Det er lidt hårdt at have være sammen med så mange mennesker i så lang tid. Jeg trænger til ro. Et lille hus ude på landet ville være meget rart.
Foto og video: Asger Mow og Maria Lyhne/DR
Story af: Veronika Skov Snedker (vesn@dr.dk)
Baseret på DR-dokumentaren 'Kvindefængslet'
Mød Ditte og Nanna her i dokumentarserien ’Kvindefængslet’, hvor du helt unikt kommer ind bag murene og følger de indsattes hverdag.