-På det her årsmøde er det vigtigste for Enhedslisten at diskutere, hvordan partiet skal stille sig i den helt nye rolle som del af en rød opposition til en flertalsregering og dermed et helt nyt politisk landskab.
Enhedslisten gik i 2022 til valg med klimaet som den helt store mærkesag. Desuden ønsker partiet en økonomisk politik med fokus på bæredygtighed og mindre ulighed. Men det er svært at få indflydelse med en flertalsregering imod sig …
- I den nye politiske situation er Enhedslistens eneste mulighed, at regeringen gerne vil lave brede aftaler. Eller at man kan finde et område at presse regeringen på, fordi man har folkestemningen
med sig.
For at stå stærkere vil Enhedslistens folketingsgruppe gerne indpå et tættere samarbejde med SF - som jo ellers også er Enhedslistens konkurrenter, når det gælder om at appellere til vælgerne. Det mulige samarbejde skal diskuteres på årsmødet.
Foto:Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
- Nogle siger spøgefuldt, at SF er et mini-Socialdemokrati. Og nogen vil nok synes, at Enhedslisten nu prøver at rykke fra et helt yderligtgående venstrefløjsparti til et mini-SF. Og det vil helt sikkert give diskussioner på årsmødet.
Enhedslisten havde tilbagegang ved valget i 2022, hvor de fik 5,2 procent af stemmerne og ni folketings-medlemmer. I seneste måling står de til 6,4 procent, som svarer til 11 mandater.
Enhedslisten havde i 2022 deres bedste valgresultater i Københavns Storkreds. I valgkredsene Nørrebro, Vesterbro, Bispebjerg og Indre By var Enhedslisten endda det allerstørste parti.
Mai Villadsen er politisk ordfører og tegner partiet i mange sammenhænge. Pelle Dragsted er folketingsmedlem og chefstrateg. Peder Hvelplund er formand for folketingsgruppen. Det er dog et meget kollektivt parti, der er svært at rangordne.
Enhedslisten har en rotationsordning, der betyder, at de engang imellem skal vælge nye folketings-medlemmer og ny politisk leder. Men nu er politisk ordfører Mai Villadsen gravid og venter barn til efteråret. Derfor skal der også findes en barselsafløser.
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
- Det kan jo betyde, at man vælger en barselsvikar, som måske også er den, der skal tage over på posten. Det er ikke afklaret, hvem det bliver, men det mest sandsynlige bud er nok Pelle Dragsted.
Det dårlige valgresultat i 2022 betyder, at Enhedslisten har færre folketingsmedlemmer og færre penge. Desuden mister partiet også medlemmer. Det presser økonomien, og derfor skal partiet diskutere, hvordan man tiltrækker nye medlemmer.
Foto: Colourbox
- Der er i dele af partiet en erkendelse af, at det er dødssygt at komme til møder, hvor man skal læse hundredvis af teoretiske socialistiske sider for at være med.