- I Danmark har jeg aldrig mødt en kæreste. Men det håber jeg da sker ude i Thailand.
Henning Hedegaard er 61 år og bakser med flyttekasser, fordi han lige har sat sit hus i Struer til salg. Ligesom mange andre danske mænd ønsker han at søge lykken – og kærligheden, ikke mindst – i Thailand. Han har nemlig erfaring med, at thailandske kvinder er gode matchmakere.
- De kender lige en fra landsbyen. Om det ikke var noget? Så kan der komme en pige på besøg. Det gør der også, når jeg lander i Jomtien i næste uge. Så er der en lille pige, som gerne vil møde mig. Det ser jeg frem til.
Henning tager afsted til Thailand og får besøg af kvinden, der gerne vil møde ham. Hun hedder Guy, er midt i 40’erne og arbejder på den lokale bar, hvor han plejer at komme. De to bliver hurtigt glade for hinanden.
- Og planen i morgen? Du vågner først?
- Aldrig.
- Det vil aldrig ske.
- Aldrig. Aldrig vågne.
I Danmark lever et rekordstort antal mænd alene. Nogle af dem flytter til Thailand og finder sammen med en thailandsk kvinde, ligesom Henning Hedegaard. Ofte er det thailandske kvinder, som kommer fra fattige kår. Det ved Henning Hedegaard godt.
- Der er nok nogle, der vil se ned på én og sige, at "du køber dig til kærligheden". Jeg køber ikke kærligheden. Jeg køber mig til omsorg.
- Jeg har noget at tilbyde hende, og hun har noget at tilbyde mig. Lidt langsigtet, så kan hun passe på mig, når jeg bliver gammel. Det er noget med, at vi forsørger hinanden på et eller andet plan.
Den gensidige byttehandel, som Henning Hedegaard taler om, genkender Christa Lund Herum. Hun er dansk præst og har boet og arbejdet i Thailand i seks år.
- Da jeg kom herud, hørte jeg meget
om vesterlandske mænd, der tog til Thailand og udnyttede kvinderne.
Nu har jeg været her i seks år.
Jeg må sige, at man udnytter
hinanden begge veje.
- Jeg ser både de forfærdelige historier, hvor det decideret er en forretning, hvor mændene udnyttes. Jeg har også set den anden side, hvor det er et godt ægteskab og forhold, hvor de bidrager begge to.
Henning Hedegaard og Guy flytter hurtigt sammen.
Men da han bliver spurgt, om han er forelsket i hende, tøver han.
- Det ved jeg ikke, om jeg er. Forelsket er et stort ord. En mand, der er 61, som aldrig har
boet sammen med én før...
Men jeg er glad for hende. Jeg vågner op til et smil hver morgen. Det er dejligt.
Men selvom ønsket om at finde kærlighed er der. Og selvom Guy får Henning til at vågne med et smil. Så kan parforholdets ofre også blive for store. Det kan blive for meget. Og for svært.
Og det synes Henning, det gør. Så han slutter forholdet.
- Jeg har aldrig prøvet at være bundet og skulle spørge om lov,
hver gang man gik i byen. Da hun kom tilbage næste morgen, sagde jeg: "Jeg pakker dine ting."
Der kunne jeg tydeligt mærke,
hun blev ked af. Absolut.
Så nu sidder han hjemme i Struer igen - men drømmer stadig om Thailand. Den næste tur er også allerede planlagt. Drømmen om kærlighed er heller ikke død. Faktisk kan han ikke lade være med at tænke på Guy. Han vil gerne se hende igen. Hvis hun vil. Så må han se, om det kan bære denne gang.
Per har brugt flere hundredtusinde kroner på sin thailandske kone. Betyder det, at hun elsker hans penge og ikke ham?
Story af: Annegerd Lerche Kristiansen (agkr) Foto: Morten Stæhr Pedersen / DR