Her er fire ting, der gør unge glade
Trivsel
Tryk videre
Stress, angst og perfektheds-kultur. Vi hører igen og igen, at unge mistrives. Men heldigvis er der også rigtig mange ting, der gør dem glade.

P3 Missionen har talt om trivsel med over 500 unge i hele landet. Her får du indblik i fire ting, der får mange af de unge, som P3 har talt med, i godt humør.
1. Gode venner
RASMUS KRISTENSEN
21 år


- Det betyder rigtig meget for mig at have et socialt fællesskab. Jeg lever nærmest af mine venner. De kan gøre mig glad og til den, jeg er. De gør, at jeg hygger mig.
EMIL KAFTON
15 år


- For mig er der venner og "venner". Det, der betyder allermest for mig, er venner. At have nogen som ikke er ens familie, men én, du bare kender, som du kan dele alt med - det, synes jeg, er rigtig fedt. At være ærlig og respektere hinanden ordentligt.
AYDA K. MØLLER
16 år


- Fællesskab kan det, at man føler, man er del af en flok og hører til et sted. Det er mega fedt. Man får mere frihed til at være sig selv, hvis man har tryghed i, at man har nogen, der forstår én.
2. At have en fed hobby
DANIEL SKOVGÅRD HANSEN
16 år
-Jeg får det altid fedt, når jeg skater. Man kan ikke sammenligne den følelse med noget. Det er ikke noget, du kan putte en pris på. Det, du får ud af, når du endelig lander det trick, du har prøvet på, det er virkelig bare det, der gør mig glad.
FRIDA BAUTZ
18 år
- I min fritid har jeg et løbehold sammen med min veninde. Det, synes jeg, er ret hyggeligt i vores lokalområde, hvor der ikke sker særlig meget. Men at vi alligevel kan lave sådan et fællesskab for andre børn og unge - det, synes jeg, er virkelig dejligt.
AMALIE STENHOLDT
22 år
- Jeg er rigtig glad for at være kreativ. Hækle, strikke, sy - når der er tid til det. Det er noget, der giver mig et break i hverdagen.
3. Når familien fungerer
IDA OG NANNA JØRGENSEN
23 og 25 år
- Familietid er vigtig for os. Vi er skilsmissebørn, men har altid haft god kontakt til både mor og far. Vi har også en mega god stedfar, som altid har været der for os. Man har altid følt sig heldig, når man har kunnet spejle sig i både sin biologiske far og papfar.
KARL NOVRUP
15 år
- Den, der gør mig mest glad, er nok min lillebror. Jeg føler, jeg kan dele alt med ham. Vi klikker meget godt sammen, vi synes det samme tøj og mad er fedt. Vi går begge to op i fodbold.
SAM KOSUKEWITSAU
15 år
- Jeg påskønner alt det, mine forældre gør for mig. De er meget forstående overfor mig, hvis jeg har et problem, et dilemma, noget i skolen. Så er de meget hurtigt på trapperne for at komme ned for at hjælpe.
4. At gøre noget godt for sig selv
KARI MELBERG
22 år
- Det gør mig glad virkelig at sætte tid af til mig selv. De klassiske ting som at gå en tur og sådan noget. At man virkelig gør en lille indsats for sig selv - selv når man ikke helt har lyst.
HANS COSMUS
18 år
- Jeg synes, jeg er vildt god til at være alene. Jeg elsker at være alene med min hund derhjemme og høre musik eller lave noget andet. Eller bare ikke at lave noget overhovedet.
SELMA LUPIN
21 år
- God mad gør mig mega glad - og at have overskud. Lige nu har jeg faktisk overskud for første gang i meget lang tid, og det gør mig glad. Og så gør det mig glad, når jeg ikke har overskud, at gøre de ting, som mit overskud rækker til.
Ifølge en ungdomsforsker kan man som forælder være med til at styrke unges trivsel ved blot at stille dem ét bestemt spørgsmål.
Story af: Veronika Skov Snedker (vesn@dr.dk)
Grafik: Sys Therese Roed Abrahamsen