Under Anden verdenskrig planlagde en gruppe nazister i al hemmelighed at stjæle en ekstremt værdifuld skat langt bag fjendens linjer...

Risikoen ved operationen var høj, men det var skattens værdi i dén grad også. For med den i hænderne håbede Hitler at kunne sikre fremtiden for sit magtfulde, tyske tusindårsrige.

Men hvad var målet så? Guld? Diamanter? Våben? Nej – langt fra. Dybt inde i Sovjetunionen skulle specialtrænede tyske soldater og videnskabsfolk nemlig stjæle det, der siden er blevet kaldt verdens største botaniske skat.

Målet var 250.000 unikke plantefrø. En samling, som ikke fandtes andre steder i verden. Sjældne sorter og afgrøder indsamlet af russiske videnskabsfolk gennem årtier med ét primært formål: Mad, mad og mere mad.

Rusland havde omkring århundredeskiftet flere gange oplevet perioder med voldsom hungersnød. Alene i årene 1891-1892 døde 400.000 mennesker af sult efter en tørke, der ødelagde høsten i store dele af landet.

Derfor fik udvikling af modstandsdygtige afgrøder høj prioritet, og i 1921 åbnede Det Sovjetiske Institut for anvendt Botanik i Leningrad (Skt. Petersborg i dag). Instituttet blev ledet af botanikeren og genetikeren Nikolai Vavilov og er i dag anerkendt som verdens første frøbank.

Et gigantisk indsamlingsarbejde blev påbegyndt, og tusindvis af frø blev krydset for at skabe nye og stærkere hybrider. Målet var en slags superplanter, som kunne modstå alt slags vejr og alle forhold: Fra kulde og tørke til insekter og sygdom.

Kunne en stærk og vellykket høst sikres år efter år, ville de positive afledte effekter være næsten uendelige. For udover at undgå hungersnød ville et stærkere landbrug også betyde en stærkere økonomi - og dermed et stærkere land.

De mange frø er med andre ord potentielt nærmest uvurderlige - og det bliver især tydeligt, da Hitler i 1941 invaderer Sovjetunionen. Millionbyen Leningrad omringes, og en voldsom hungersnød opstår. I 880 dage nægter nazisterne at lade forsyninger komme ind i byen, og omkring en million mennesker dør – de fleste af sult og kulde.

Også videnskabsfolkene på instituttet sulter, selvom de bogstaveligt talt sidder på bunker af mad i form af de mange tons sjældne korn, ris, bønner og andre afgrøder. Samlingen er for dem simpelthen for vigtig til bare at blive spist. Den skal for enhver pris gemmes til fremtiden. Men prisen bliver høj. For selvom frøsamlingen overlever, dør ni af instituttets ansatte.

Men russerne er ikke de eneste, som forstår frøenes enorme potentielle værdi. I juni 1943 giver topnazisten og SS-lederen Heinrich Himmler ordre til at iværksætte den specialoperation, som skal skaffe frøsamlingen til Nazityskland.

Missionen er en succes, og 18 forskellige lokationer plyndres på kort tid for de frø, som de russiske videnskabsmænd døde for at beskytte.

Med frøene sikkert opbevaret på et slot i Østrig er vejen nu banet for at skabe det blomstrende og frodige tusindårsrige, som Hitler drømmer om for sit racerene ”herrefolk”.

Men så langt kommer Hitler som bekendt aldrig med sine planer – og i 1945 er Nazityskland så presset, at det fra allerhøjeste sted bliver beordret, at den enorme frøsamling skal destrueres. Den må ikke falde i fjendens hænder.

Manden, der får ordren, hedder Heinz Brücher. Han er SS-officer, Hitlers øverste botaniker og leder af forskningsenheden, der på slottet i Østrig har eksperimenteret med de mange frø. Han var også selv med på den risikable mission i 1943, hvor frøene blev stjålet…

Men selvom Heinz Brücher er en dedikeret nazist, er han tilsyneladende også en dedikeret videnskabsmand. For ordren om at sprænge frøene i luften gennemføres aldrig – og den unikke samling bliver reddet.

Heinz Brüchers skæbne, og hvad der præcis skete med de mange frø, er i dag lidt af et mysterium. Men sikkert er, at den tyske nazibotaniker gennem livet fik skaffet sig mange fjender.

For det første var der efter krigen klapjagt på højtstående nazister, og for det andet havde Sovjetunionen bestemt heller ikke glemt de værdifulde frø, som Brücher nu måske lå inde med. Derudover fik botanikeren muligvis senere i livet blandt andet også lagt sig ud med de magtfulde sydamerikanske narkokarteller.

Måske derfor endte han også sine dage på ganske brutal vis. I 1991 blev han en tidlig morgen fundet myrdet i sit hjem i Argentina – bagbundet og med tape for næse og mund.