Vejen til EU-klubben er lang og kringlet. Og første skridt på vejen er en ansøgning. Når den er sendt afsted, får landet titlen ’ansøgerland’.

Når ansøgningen er tikket ind hos EU, beder alle medlemslandene – i form af Rådet - EU-kommissionen vurdere den nye ansøger.

Kommissionen kigger nu på, om landet lever op til de såkaldte Københavnskriterier.

Kriterierne går ud på, at der skal være et sundt demokrati med styr på menneskerettighederne, godt nok styr på økonomien til at kunne klare sig på EU’s indre marked, og så skal landet sige ja tak til at spille efter alle EU’s regler.

Derefter siger Kommissionen ja eller nej til, om landet potentielt kan blive en del af EU. Den beslutning sendes til medlemslandene. Det var for eksempel det, der skete i sidste uge, da Ursula Von Der Leyen, formanden for Kommissionen, anbefalede, at Ukraine blev kandidatland.

Kommissionen har nu givet sit svar, og det er blevet medlemslandenes tur til at sige ja eller nej. Alle landene skal være enige. Siger de nej, kan man ikke blive kandidatland.

Et nej betyder dog ikke, at døren til EU-klubben er helt lukket. For et land kan få et ’europæisk perspektiv’, der betyder, at landet kan blive kandidatland på sigt, men har en del at arbejde med inden.

Et ’ja’ vil derimod betyde, at landet bliver kandidat. Og så begynder det virkelige arbejde. For landet skal leve op til alle EU’s regler og love for at kunne blive medlem.

Og der er over 100.000 siders EU-lovgivning.

Samtidig med at kandidatlandet arbejder sig gennem og vedtager de mange love og regler, kigger Kommissionen løbende forbi for at se, hvordan det går, og tjekke, at der er styr på lovgivningen.

Men arbejdet stopper ikke her. For de to mødes også rundt om forhandlingsbordet. Og her skal de igennem 35 punkter, der handler om alt fra uddannelse til kultur til klima.

Det er en proces, der kan tage år – hvis ikke årtier. Tyrkiet har for eksempel været kandidatland siden 1987, altså i 35 år.

Når der endelig er flueben ved alle 35 kapitler, kan landet blive medlemsland. Så snart det altså er godkendt af både Kommissionen, Parlamentet og af alle medlemslandene.