Mørklagt
Tryk videre
Hvorfor sejler russiske skibe rundt i Norden?
JENS WENZEL KRISTOFFERSEN
Militæranalytiker og orlogskaptajn
- De russiske skibe sejler rundt i danske farvande formentlig for at kortlægge, hvad der foregår. Det er både på havets overflade og under havets overflade.
I samarbejde med de nordiske tv-stationer afdækker DR i dokumentaren "Skyggekrigen", hvordan russiske skibe sejler rundt i Norden og ifølge efterretningskilder kortlægger de kabler og andet, der findes på havbunden, og som forsyner os med alt fra elektricitet og internet til olie og gas. Men hvad vil de opnå?
- Rusland håber formentlig at få det ud af det, at de ved nøjagtigt, hvor det er, at man eventuelt skal sabotere nogle af de her installationer for at lamme det danske samfund, såfremt Rusland måtte have behov for det.
De russiske skibe er altså på udkig efter den kritiske infrastruktur, som er essentiel for, at det danske samfund kan fungere. Det er for eksempel strømkabler, internetkabler og telekommunikation, som gør at vi kan kommunikere på tværs af lande.
Hvad sker der, hvis kritisk infrastruktur bliver saboteret?
- Hvis man eksempelvis sætter hele elnettet ud, og man ikke er i stand til at få elforsyning ind ad anden vej, så har vi da i allerhøjste grad et problem i forhold til at holde det danske samfund kørende.
- Jeg er af den opfattelse, at vi ikke har gjort tilstrækkeligt ud af at beskytte infrastrukturen over havet, men også under havet. Det kan vi se med Nord Stream som et eksempel.
Hvorfor går Rusland efter de nordiske lande?
- Det er ikke kun de nordiske lande, som Rusland har en interesse i at sabotere. Det kan også være andre lande. Men særligt ligger Danmark i et knudepunkt, hvor man skal ud gennem de danske stræder, hvis man skal ud i resten af verden gennem Østersøen.
Medierne har kortlagt store mængder skibstrafikdata og fundet 50 russiske skibe, som gennem de seneste ti år har sejlet på mistænkelig vis, vurderer eksperter på baggrund af kortlægningen. Udover de nordiske lande har skibene også sejlet omkring havvindmølleparker i Storbritannien.
Skal vi være bange for et russisk angreb?
- Jeg tror ikke, vi bør være bange for et russisk angreb på kritisk infrastruktur. Det er nok nærmere, hvis vi kommer ind i en eller anden form for krise eller spændingssituation i Østersøen, hvor det kan være aktuelt.
Præsident Putins talsmand, Dmitry Peskov, afviser over for det russiske nyhedsbureau TASS, at Rusland kortlægger kritisk infrastruktur i Norden. Den russiske ambassade i København har ikke besvaret DR’s henvendelser.
Foto: Evgenia Novozhenina/Reuters/Ritzau Scanpix
Har du flere spørgsmål om russisk spionage på havet eller i luften?

Stil dem til Jens Wenzel og Jakob Clod Asmund i Tæt På.
Grafik: Lise Grønvald Nielsen og Simone Cecilie Møller
Story af: Amalie Rokkedal Simonsen (amsi@dr.dk)