Jan drømte om friheden i årevis – da han fik den, gik det galt på 14 dage
De særligt farlige
Tryk videre


- Du knækkede en CD-skive og ridsede dig selv med den. Hvorfor gjorde du det?

- Det er, fordi jeg er bange. For mine følelser. For at få reaktioner ud ... det er svært at forklare.
Jan HC har det svært. Han er kriminel, udviklingshæmmet og har en drøm om at komme væk fra den sikrede institution Kofoedsminde, hvor han har boet i syv år.
På Kofoedsminde bliver de farligste kriminelle udviklingshæmmede anbragt.

Her er ruderne på værelserne pansrede. Knivene er låst fast med kæder. Og hegnet uden for er fem meter højt og toppet med pigtråd.
Der bor omkring 100 beboere på Kofoedsminde. Mange af dem drømmer om frihed - men kun for meget få lykkes det at komme til at bo for sig selv i egen bolig.
Jan HC kom til Kofoedsminde i 2015 efter at have sat ild til sit værelse på sit gamle bosted.

I dag bor hans tvillingebror her også, og Jan HC har fundet sig godt til rette.

Han er glad for havearbejde, og hans opførsel er så god, at han har uledsaget udgang.


- Det her er pølsevognen oppe på Rødbyhavn. Pølsemix, det er min livret. Og en is bagefter. Jeg elsker at være her i pølsevognen.
Men drømmen om frihed fylder. I flere år har Jan HC ønsket at komme på en åben afdeling uden hegn og pigtråd.

Og efter syv år skal Jan HC nu til møde med hjemkommunen og Kofoedsminde for at finde ud af, om han kan flyttes.
- Jeg har noget, jeg skal vise jer. Jeg blev årets beboer sidste år.

- Årets beboer? “Jan HC Christensen har udvist arbejdsomhed, virkelyst, hjælpsomhed, vedvarende god indsats i beskæftigelsen (...) er han valgt til årets beboer." Hold da op, Jan.
Når man bor på Kofoedsminde, bliver ens dom først vurderet på ny af domstolene efter fem år — og ofte bliver den forlænget. Flere af beboerne har boet på institutionen i mere end 20 år.


- Man starter med at have en type 1-dom, og hvis alt er gået godt i fem eller syv år, får man en type 2-dom i stedet. Så skal man arbejde på, at det går godt på type 2-dommen. Så kommer man måske ud på et åbent tilbud, og så kan man måske få en type 3-, 4- eller 5-dom, inden man helt forsvinder ud af systemet.

KAY JOKIL
Forstander, Kofoedsminde
Men for Jan HC lykkes det. Han får lov at flytte væk fra den sikrede afdeling på Kofoedsminde.

Jan HC skal flytte til et åbent bosted i sin hjemkommune, Randers.
- Kan I have det godt, alle sammen. Jeg kommer til at savne jer.

- Kan du have det godt.

- Jeg kommer til at savne dig. Du må have have en god tur.

- Bare ring. En gang i aften.
Men selvom Jan HC har klaret sig så godt, at han får lov at flytte væk fra Kofoedsminde, så er det hårdt at flytte fra det vante.

I Randers begynder Jan HC at selvskade. Og at tænke over måder at komme væk fra bostedet igen.
- En dag fyrer jeg hele lortet af. Jeg vil ikke være her.

- Men tror du, der er nogle af de andre, der bor her, som er bange for, at du sætter ild?

- Det ved jeg ikke. De kender ikke min fortid.
Efter tre uger på det åbne bosted går det helt galt. Jan HC gør alvor af truslen. Han sætter ild til sit værelse og stikker af. Da politiet finder ham, bliver han sendt tilbage til Kofoedsminde.
Tilbage på Kofoedsmindes bliver Jan HC placeret på institutionens åbne afdeling. Men han har svært ved at komme tilbage.
Jan HC ender med at drikke afløbsrens. Han er tæt på at dø og ligger 10 dage i koma på hospitalet.
Det er ikke kun for Jan HC, at drømmen om frihed viser sig sværere end først antaget.
- Jeg kan på stående fod komme i tanke om to beboere, som i dag sidder i egen bolig. Resten af alle dem, der er blevet udskrevet, sidder enten på andre åbne tilbud, eller også kommer de tilbage.
Langsomt får Jan HC det bedre igen. Men han drømmer ikke længere om mere frihed uden for Kofoedsminde.
- Når jeg dør engang, skal jeg begraves her i Rødby. Fordi jeg kender alle beboerne. Jeg vil ikke begraves i Randers.

- Du hører til her?

- Ja.

Zacharias var 19, da han kom på Kofoedsminde. Nu er han 26, og domstolen skal beslutte, om han fortsat er for farlig til mere frihed.
Foto: Sille Veilmark og
Story af: Annegerd Lerche Kristiansen (agkr@dr.dk)