Julie har hjulpet Lasse med at klare hverdagen med PTSD
Danmark i krig
Tryk videre
LASSE
Veteran
-Jamen jeg bliver faktisk lidt rørt. Jeg bliver faktisk ked af det.

- Ja, det kan jeg godt se, Lasse. Det går. Det er fine ting, du får sagt. Tusind tak.
Lasse har været udsendt til Afghanistan tre gange. Da han vendte hjem til Danmark, var han i det første stykke tid okay. Lige indtil han en dag ikke længere var.
For Lasse blev ramt af PTSD, og selvom hans familie prøvede at hjælpe ham, blev hverdagen uoverskuelig. Men så kom Julie, der er veterankoordinator i Aarhus Kommune, ind i billedet.
- Jeg bliver lidt rørt. Min familie har selvfølgelig også været der hundrede procent. Da det gik op for os, at det var PTSD, så har jeg fået den rette hjælp fra alle steder. Det er specielt Julie, der har skubbet mig i den retning.
Første gang Lasse var udsendt var i 2008, dengang som almindelig kampsoldat. I 2011 og 2012 var han afsted igen. Denne gang var det som kombi-hundefører. Sammen med sin hund Dusty var det Lasses opgave at tjekke biler, veje og områder for sprængstoffer. En opgave, som har sat sine spor i ham.
Tilbage i 2022 blev Lasses PTSD og stress så slem, at han blev indlagt med dobbeltsidig lungebetændelse, nedsat nyrefunktion, blodforgiftning og tandforgiftning. Det tog en måned i respirator, før han begyndte at få det bedre. En måned, som Lasse og hans familie ikke havde klaret uden Julie og de andre veterankoordinatorer.
- Kunne du forestille dig, hvis du havde boet i en kommune, hvor det ikke var en mulighed?

- Så vil jeg nærmest sige, at jeg ikke har nogen ide om, hvor jeg var endt henne. Det er hårdt sagt, men jeg er virkelig glad for Julie, Inger og Anne, som har hjulpet mig.
I dag har Lasse det bedre end dengang i 2023, hvor hans helbred ramte bunden. Og det at have haft Julie ved sin side har spillet en stor rolle – uanset om det har været at tjekke e-boks for ham eller gå en tur sammen.
- Sådan noget som e-boks er jo et helvede, når man er sygemeldt.

- Det er et sort hul.

- Fuldstændig. Der er mails hele tiden. Man skal forholde sig til alt muligt. Man skal klikke her, og der er nye oplysninger. Det er mega stressende for en person, hvor krigen stadig raser inde i hovedet.
Julie har også selv en fortid i militæret. Og hun kan godt se det fornuftige i at bruge ressourcer på flere som hende selv.
- Jeg synes virkelig, at Lasse understreger en pointe i, at når man har brug for hjælp, er det vigtigt, at hjælpen er nær. Sådan er det også indenfor sundhedsvæsenet. Jo nærmere hjælpen er, jo nemmere er det at gribe ud efter den.
JULIE
Veterankoordinator i Aarhus Kommune
I Aarhus Kommune er der 1616 veteraner. Samtidig er der ansat en veterankoordinator og afsat to fuldtidsstillinger til at hjælpe med alt, hvad der kan være behov for, når det kommer til at få hverdagen til at hænge sammen. Men sådan ser det ikke ud i alle kommuner.
DR har lavet en rundspørge blandt 35 veterankoordinator. På kortet kan det ses, hvordan kommuner prioriterer hjælp til veteraner.
Kilde: Veterancentret. Antal veteraner gælder for juli 2024 og er for veteraner, der har et veterankort.
- Jeg tror ikke, at veterankoordinatorerne går på arbejde for at tjene penge. Men at de går på arbejde for at gøre noget bedre for os, der måske sidder i et hul. Hjælpe en kammerat op. Noget af det, der er allervigtigst i forsvaret, er, at man efterlader aldrig nogen.
- Vi gik i krig for at skabe et bedre samfund, og så kom vi hjem med ar på sjælen, og så er der ikke nogen til at samle os op. Det synes jeg er at efterlade nogen. Er der en socialrådgiver, skal der også være en veterankoordinator. Det er ligegyldigt, om det hedder Samsø eller Sjælland.
For Lasse er der ingen tvivl: Der burde være veterankoordinatorer som Julie i alle kommuner.
- Jeg er helt sikker på, at Aarhus er det bedste sted at være veteran. For der er det største fokus. I min verden har vi de bedste medarbejdere til det. Tak Julie.
Nu råber politikere op om den manglende hjælp til veteraner på tværs af landet. Så flere kan få den vigtige hjælp, Lasse har fået.

Læs mere om det her.
Story af: Amalie Rokkedal Simonsen (amsi@dr.dk)