Mød manden,
der forhandler gidsler fri
Mørklagt
Tryk videre
JENS SERUP
Gidselforhandler og sikkerhedsrådgiver
- Det mest nervepirrende er altid, når vi opnår proof of life – sikkerhed for, at offeret er i god behold og rent faktisk sidder hos de mennesker, der udgiver sig for at have kidnappet personen.
Jens Serup har været forhandler i langt over 100 gidselsager. Det var blandt andet ham, der forhandlede fotografen Daniel Rye ud af 13 måneders fangenskab hos Islamisk Stat i Syrien. Og Niels Frantzen, som i fem måneder sad fanget hos oprørsgruppen FARC i Colombia.
Jens Seerup arbejder også som sikkerhedsrådgiver for DR
Foto: Luis Robayo/AFP/Ritzau Scanpix
Men hvordan foregår en gidselforhandling egentlig?
- Der er to meget farlige tidspunkter i en gidselsag - når ofrene bliver taget som gidsler, og når man overdrager pengene. I begge tilfælde er det et spørgsmål om at betrygge modparten om, at man ikke er ude på at tage fusen på dem.
Foto: Privat
Langt de fleste af Jens Serups sager er internationale gidselsager med virksomheder – dem har han 10-15 af om året. Men han har også private gidselsager, som dengang Niels Frantzens familie kontaktede Jens Serup, da Niels blev kidnappet i Colombia.
- Det er vigtigt at huske, at man har med mennesker at gøre. Og det bliver endnu mere udtalt, når det er en familie. Man har sat familien i en rolle, hvor de har ansvaret for den kidnappede. Jeg er meget opmærksom på det følelsesmæssige pres.
Foto: Daniel Munoz/Reuters/Ritzau Scanpix
Derfor griber han det lidt anderledes an, når det er en privat sag. For ofte skal familiemedlemmerne forhandle direkte med gidseltagerne – eller den kidnappede.
- Ved en privat familie er det første typisk at etablere tillid. De skal have tillid til, at jeg kan rådgive dem. At vi har prøvet det før og forstår problemet, og hvordan det skal løses.
- I det øjeblik, de mister tilliden til, at jeg er den rigtige til at rådgive dem, begynder de at finde på mærkelige ting at gøre selv. De bliver mere utrygge, i tvivl og begynder måske at skændes indbyrdes. De begynder at tvivle på deres egne beslutninger.
Foto: Colourbox
Derefter er det tid til næste skridt: Forhandlingen og at blive enige om et beløb med gidseltagerne. Ved virksomheder er der ofte en forsikring indover, som kan hjælpe. Men det er der ikke altid ved de private sager, og derfor er det op til familien selv at finde pengene til at betale gidseltagerne.
Kilde: Luisa Gonzalez/Reuters/Ritzau Scanpix
Inden forhandlingerne går i gang, sørger Jens Serup altid for at afklare det økonomiske med familien – altså hvad de har råd til. Og hvem der skal forhandle. For det er ikke Jens Serup, der er i kontakt med gidseltagerne.
- Hvis man, som jeg, er vant til at lave det her, kommer det hurtigt til at fremstå, som om der er en professionel forhandler bag familien. Man ønsker, at gidseltagerne har opfattelsen af, at det er en desperat familie, de kommunikerer med. Men jeg står lige bagved.
Foto: Joaquin Sarmiento/AFP/Ritzau Scanpix
Det er meget forskelligt, hvor længe en gidselsag tager. Ifølge Jens Serup er langt de fleste – omkring 70 procent – overstået inden for dage eller uger. Omkring 20 procent tager uger eller måneder. I få tilfælde tager det måneder eller år.
Foto: Ernesto Guzman/EPA/Ritzau Scanpix
Der er altid et tidspunkt i forhandlingen, hvor det hele spidser til. Det tidspunkt kalder Jens Serup for 'crunch time'.
- Crunch time kan være gennembruddet, hvor gidseltagerne accepterer det tal, man har givet, eller hvor de begynder at give sig på krav. Crunch time kan også være der, hvor man overdrager pengene mod at få offeret.
Foto: Privat
Når forhandlingen er overstået, venter et sidste – men meget afgørende - skridt. Selve udvekslingen, hvor gidslet skal udleveres i bytte for det aftalte beløb. Som på billedet, hvor Niels Frantzen er genforenet med sin søn.
- Man kan aldrig helt vide sig sikker, og en gang i mellem går det selvfølgelig galt. Men som udgangspunkt, hvis man har bygget sin strategi ordentligt op og etableret den rigtige dialog, bliver det langt overvejende gjort på den rigtige måde. Men det hele handler om tillid fra begge parter.
Niels Frantzen nåede at sidde fanget i fem måneder, før Jens Serup fik ham ud.

Hør de unikke optagelser af, hvordan han blev forhandlet fri, i 'Kidnappet'
Foto: Privatbillede
Story af: Amalie Rokkedal Simonsen (amsi@dr.dk)
Grafik: LIse Grønvald Nielsen (lisg@dr.dk)