Paraffinolie har ødelagt Hennings krop - nu kan han ikke selv tage tøj på
Dødelige drømmekroppe
Foto: Scanpix
Foto: Scanpix
Tryk videre
ADVARSEL:
Voldsomme billeder
Når Henning skal i bad, foregår det med voldsomme smerter.
Når han bagefter skal tørre sit hår, er han nødt til at få hjælp af sin kone.
Det samme gælder, når T-shirten skal på igen.
Henning er en af tusindvis af mænd, der ifølge lægerne har sprøjtet paraffinolie i musklerne.
Uden han var klar over de livsfarlige konsekvenser, olien ville have.
Paraffinolien har han fået sprøjtet ind for at få musklerne pumpet op og syne langt større og mere muskuløse, end de i virkeligheden er.
Det er ikke kun Henning, der får ondt. To til ti år efter indsprøjtningerne lider en stor del af mændene af sygdom og smerter på grund af olien.
Som tiden går, kan paraffinolien nemlig flytte sig og blive indkapslet i stenhårde kalkaflejringer, der kan presse på nerver og sener - og dermed bremse blodgennemstrømning.
Det kan give voldsomme smerter i armene.
For Henning begyndte det for 13-14 år siden, da han blev en del af en kampgruppe i rockermiljøet.
Her var store muskler en del af rocker-uniformen, så en dag sprøjtede han 70 kanyler med paraffinolie ind i armene.
Foto: Prtivatfoto
HENNING JUNCKER
56 år
- Da jeg gik ud på badeværelset, kunne jeg se, hvor stor jeg var blevet. Det var sindssygt at se, og jeg tror sgu allerede der, at der var en lille hjerne, der sagde: “Hold nu kæft mand, det var nemt, det her. Det fortsætter vi bare med."
Efter 10-12 gange med indsprøjtninger endte Hennings overarme med at have en omkreds på 52 centimeter.
Men efter knap ni år - og efter Henning havde lagt rockerårene bag sig - begyndte konsekvenserne af paraffin-indsprøjtningerne ifølge Henning at vise sig.
Først fik Henning problemer med at trække vejret. Så fik han en blodprop i lungerne. Så endnu en blodprop. Hul i hjertet. Olie i lungerne.
For slet ikke at tale om koldbranden, der kom i den ene arm. Og smerterne i dem begge. Misfarvningen, da huden blev blå og lilla. Det dybe, betændte hul i armen, der ikke ville hele, og som olien begyndte at rende ud af.
Armene gør stadig ondt. Konstant. Ved hver eneste bevægelse. Det føles, som om nogen tænder en lighter og lader den brænde henover huden.
Især om natten er det slemt.
HENNING JUNCKER
56 år
- Der kan jeg ligge og banke min arm ind i væggen for at tage nogen af mine smerter. Det er virkelig et rent helvede at være i.
Men det er svært at gøre noget ved paraffinoliens bivirkninger.
Olien i armene ligger nemlig ofte filtret sammen med sener, muskler og nerver, som ifølge mange læger gør det risikabelt at operere.
Henning har også fået afslag på en operation.
Han får smertestillende medicin, som han vil få brug for mere og mere af. For smerterne vil blive værre, som tiden går.
I dag er Henning for syg til at arbejde og fortryder bitterligt indsprøjtningerne med paraffinolie.
Sted, dato
Sted, dato
HENNING JUNCKER
56 år
- Det er et mareridt i dag. Det er frygteligt at tænke, fordi jeg fatter ikke, at man overhovedet kunne være så dum. Bare for at lege smart i 10 år og skulle ødelægge resten af ens liv mere eller mindre ik'.
Henning er ikke den eneste, der har ladet sig sprøjte med paraffinolie og nu lider af smerter.
Mød Simon, Mikael og Henning i dokumentaren ’Dødelige drømmekroppe’