Ricco var selv misbruger - nu hjælper han andre fri af fentanyl
Fentanylkrise i USA
Tryk videre
RICCO MEJIA
Arbejder for en hjælpeorganisation
- Vi kom lige forbi, for det ligner ikke, at du har det særlig godt. Vi dømmer dig ikke. Jeg ønsker ikke, at du skal få det værre, for jeg har selv prøvet det samme engang... Jeg skal nok samle det op for dig.
Ricco Mejia har fået øje på en mand på gaden, der er påvirket af stoffet fentanyl. Stofmisbrugere er der mange af på gaderne i byen Portland i Oregon, USA. Og det er Riccos job at opsøge dem og tilbyde sin hjælp.
- Vi vil prøve at få ham ind i et stille rum og måske få sendt ham i detox.
Han er interesseret i at få et bad, så vi prøver at komme tilbage hurtigt.
Ricco og hans team følger manden hen til centeret, hvor hjælpeorganisationen, som de arbejder for, holder til. Her kan man blandt andet få mad, et bad og rent tøj. De fleste ansatte på centeret er tidligere hjemløse og misbrugere.
- Det giver unægteligt en følelse af håb (red. at træde ind på hjælpecenteret). En tro på at hvis de her mennesker kunne slippe ud af deres misbrug, så kan jeg måske også selv.
For år tilbage var det Ricco selv, der havde brug for den hjælpende hånd, som han nu tilbyder andre. Han har nemlig førhen været stofmisbruger og boet på gaden i ti år, fortæller han.
- Det var nogle år fyldt med meget skam og skyld. Meget håbløshed. Jeg var meget bange, og jeg havde meget ondt. Jeg var en byrde for samfundet og endnu værre: Jeg var en byrde for min familie. Gudskelov er det ikke sådan, mit liv er i dag.
Ricco fik hjælp til at komme ud af sin afhængighed og har været stoffri i 12 år. Nu vil han hjælpe andre i samme retning. Men han er oppe imod stærke kræfter. For i gademiljøet florerer nu et stof, som er langt farligere end andre stoffer.
- Vi er i en fentanyl-epidemi lige nu. Det er et stof, vi ikke har særlig meget kendskab til. Det slår folk ihjel hvert 11. minut. Det koster kun 50 cent at få fat i.
Sidste år estimeredes det, at cirka 108.000 amerikanere døde af en overdosis, og næsten 75.000 af dødsfaldene skyldtes fentanyl. Antallet af dødelige overdoser ser dog for første gang i flere år ud til at falde lidt.
Kilde: USA's National Center for Health Statistics
Faldet skyldes blandt andet præparatet Naxolone - eller narcan - en næsespray, der kan modvirke overdoser af opioider som fentanyl.
Ricco Mejia bruger jævnligt narcan i sit arbejde. Også i dag hvor han nu har fået øje på en fentanyl-misbruger foran en børnehave.
- Må jeg give dig noget narcan for en sikkerheds skyld?
- Ja.
- Har du været ovre på hjælpecenteret før?
- Ja.
- Du ved godt, at der er en børnehave lige derovre, ikke? Der er toårige lige derhenne.
På et andet gadehjørne i den centrale del af Portland er der nu også pludselig brug for Riccos assistance. En mand er faldet om og råber om hjælp. Ricco ringer efter en ambulance.
- Pust ud. Godt klaret. Alt skal nok gå.
- Nej, jeg dør.
- Du dør ikke. Tag en indånding igen sammen med mig. Store dybe vejrtrækninger. Og pust ud.
Manden bliver kørt på hospitalet for at blive behandlet. Det er langt fra første gang, at Ricco oplever situationer som denne. Han ser lidt af hvert i Portlands gader.
- Vi ser alt fra overdoser til folk, der glemmer at tage deres medicin. Folk der er påvirket af det hårde vejr - kulden eller varmen. Det er en vedvarende kamp at hjælpe folk med at overleve herude.
Ricco finder stor mening i sit job. Måske er det mest af alt, fordi han ved, hvordan det føles at være afhængig af stoffer og ikke have tag over hovedet.
- Det er nogens søn, datter, mor eller far, der er herude. Ingen af dem har bedt om at være i den tilstand, de er i. Og jeg tror bare virkelig på, at alle fortjener hjælp.
Kvinden her, der kalder sig KT, ryger fentanyl hver dag. For hvis hun ikke gør, føles det som om, at hendes krop dør.