- Hun grinede altid, og hun grinede på en skøn måde. Så altid - når jeg tænker på Rosa - så grinede hun.
I sommeren 2021 - da Europa var åbnet op efter en lang coronanedlukning - tog Benjamin på en sommerlejr for unge, der gerne ville kæmpe for en mere bæredygtig verden.
Kilde: Privatfoto
På sommerlejren i Ardennerne i Belgien mødte han 15-årige danske Rosa.
Kilde: Privatfoto
- Hun ønskede virkelig at forandre verden. Hun var meget engageret. Men hun kunne også godt lide at danse rundt, grine og fortælle fjollede vittigheder. Hun var virkelig cool.
Sommerlejren skulle have varet i to uger, men de unge mennesker nåede kun at få fem dage sammen.
Kilde: Privatfoto
- De første to dage skinnede solen. Perfekt vejr for Belgien. Der var måske et par hvide skyer, men ingen kunne have forudset, hvad der kom til at ske. Den tredje dag begyndte det at regne.
Abnorme mængder regn faldt over Belgien og Tyskland på få dage. Det kulminerede 14. juli. hvor der faldt 100 millimeter. Det svarer til 100 liter vand for hver eneste kvadratmeter.
Kilde: François WALSCHAERTS / AFP
Vandet fik de små vandløb og bække i området til at svulme op. De strømmede med stor kraft ned mod den store flod Ourthe i dalen og rev alt med sig.
- Jeg stod ved siden af Rosa. Det var meget mudret, så hun gled, men jeg nåede at gribe hende, inden hun faldt.
- Så sagde hun: "Ben, hvad skulle jeg gøre uden dig." Og det er det sidste, jeg husker, at hun sagde til mig.
Den lille bæk ved sommerlejren, der normalt kun går til lige over anklerne, bredte sig også på rekordtid på markerne og kom faretruende tæt på husene.
Kilde: Privatfoto
- Pludselig gled hun eller så ikke strømmen eller måske knækkede et stykke jord af under hendes fødder og hun faldt i vandet.
- Vi blev trukket ned under vandet. Jeg holdt fast i Rosa med min ene hånd. Men vandet var stærkt, og så kom der en endnu større bølge, og så gled hun ud af min hånd.
Rosa blev fundet død tre dage senere syv kilometer længere nede af floden.
Kilde: Privatfoto
Siden ulykken har Benjamin brugt al sin tid på at fortælle Rosas historie. Han har deltaget i klimamarcher - som her i København - og mødtes med politikere for at kræve mere klimahandling.
Kilde: Privatfoto
- Folk dør af klimaforandringer hver dag. Så jeg synes virkelig, at vi skal gøre det personligt. Vi skal tale om dem, der dør. Så folk kan forstå, hvad der sker. Det er den eneste måde, der vil komme forandring.
DR har fulgt Benjamin i sit forsøg på at råbe verdens politikere op. Se det hele i Horisont.
Foto: Privatfoto
Story af: Marie Sæhl (mshl@dr.dk) og Maria Andersen