Bytte bytte købmand: Se, hvad ministrene har givet hinanden i gave
Ministerrokade
Tryk videre
PERNILLE ROSENKRANTZ-THEIL (S)
Tidl. social- og boligminister
- Boksehandskerne: ‘”Ingen sejr uden kamp” står der på dem. Præcis den ordlyd er der på den første fane lavet af et kvindeligt arbejderforbund i Danmark. Og det med at være kvinde på Slotsholmen, det ved du og jeg alt om, at det også er noget helt særligt. Så ingen sejr uden kamp.
Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Traditionen tro blev der udvekslet gaver på kryds og tværs ved dagens ministeroverdragelser.
Den nye social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S) fik boksehandsker til de kampe, der følger med ministeriet. Hun fik gaven af tidligere minister på området Pernille Rosenkrantz-Theil (S), der forlader regeringen.
Social- og boligministeriet
MARIE BJERRE (V)
Tidl. digitaliseringsminister og ny europaminister
- Jeg ved, at du har en lille datter, som jeg også selv har. Det har også inspireret mig til at finde en gave til dig. Du skal have H.C. Andersens eventyr, og det skal du, fordi den her udgave rummer ‘Nattergalen’.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Den spritnye minister for digitalisering Caroline Stage Olsen (M) fik eventyret ‘Nattergalen’ som et billede på, at den kunstige fugl også kan bidrage med noget godt: “Kunstig intelligens gør mange gode ting, og det skal vi lade den gøre," lød det fra den tidligere digitaliseringsminister.
Digitaliseringsministeriet
JEPPE BRUUS (S)
Tidl. skatteminister og ny minister for grøn trepart
- Det er en kikkert, fordi – og det vil du opleve – at hverdagen er fyldt med ting, der skal håndteres. Men man skal sørge for også at holde sigtet på de forandringer, man ønsker at skabe.
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Den nye skatteminister, Rasmus Stoklund (S), fik en kikkert i gave. Den anden vej gav han en powerbank og et danmarkskort til Jeppe Bruus (S), så han kan holde strøm "ude på markerne" og finde rundt, når han skal rundt i landet som ny minister for grøn trepart.
Skatteministeriet
TROELS LUND POULSEN (V)
Vicestatsminister og forsvarsminister
- Det er jo nu fuldstændigt afgørende, at du kan danne dig et overblik. Derfor vil jeg give dig denne meget vigtige radio. En prepper radio. Der er guidende lys, mulighed for at modtage klare signaler og endog skifte frekvens, hvis der ikke er hul igennem.
Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Torsten Schack Pedersen (V) er ny minister for samfundssikkerhed og beredskab. Det job kræver altså ifølge Troels Lund Poulsen en prepper radio – for "det viser, at tingene har forandret sig."
Den nye minister fik også en stor telefon af justitsministeren, så han kan "gribe knoglen, når stormen bogstaveligt talt raser."
Justitsministeriet
MAGNUS HEUNICKE (S)
Miljøminister og minister for ligestilling
- Jeg har en selv også - og jeg siger velkommen på havholdet, Jeppe. Det er en havkikkert, som desværre i øjeblikket viser, at der er dødt derude.
Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Den nye minister for grøn trepart, Jeppe Bruus, fik en havkikkert af miljøministeren. Målet er, at når de to kigger ned i den sammen, "så vil der komme mere og mere liv, efterhånden som vi lykkes med opgaven," lød det fra Magnus Heunicke.
Ministeriet for Fødevarer,
Landbrug og Fiskeri
LARS LØKKE RASMUSSEN (M)
Udenrigsminister
- I går aftes vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre. Så tænkte jeg, at jeg bliver nødt til lige at flyve en tur til Bruxelles her i morges. Så jeg har lige været i Bruxelles for at bane vejen for dig med noget, man skal bruge.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Den nye europaminister, Marie Bjerre (V), fik både krus og armbind med EU-flaget på. Lars Løkke Rasmussen var forbi Bruxelles for at købe gave. Her havde han tilfældigvis også lige et uformelt udenrigsministermøde i formiddag.
Udenrigsministeriet
Vi har aldrig haft så mange ministre før - men hvem er de egentlig?