I dag får Edith Nielsen og alle de andre danskere, der blev udsat for svigt og overgreb i sær- og åndssvageforsorgen i perioden 1933 til 1980, en undskyldning.

I et halvt århundrede blev mennesker som hende - og som dem, du kan se på billederne her - isoleret, tvangsfikseret, tævet, misbrugt, svigtet og steriliseret.

Men først i dag - årtier senere - får de en officiel undskyldning fra deres gerningsperson: den danske stat.

Staten er repræsenteret ved social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil, der giver undskyldningen ved et arrangement i Horsens.

Ofrene kunne være alt fra fysisk handicappede til mentalt udviklingshæmmede. Mennesker, som staten anså som "uønskede" i genpuljen.

Men også børn, unge og voksne med "dårlig moral" blev anbragt på anstalter over hele landet.

Det kunne være utilpassede drenge, der klarede sig dårligt i skolen, eller "hysteriske" kvinder, der havde sex udenfor ægteskabet.

Kun få lever stadig i dag, og endnu færre fik børn, som kan tale deres sag.

For med over 5.000 sterilisationer stoppede staten effektivt de gener, man anså som "farlige" og "skadelige" for fremtidens velfærdssamfund.

Heldigvis nåede enkelte at fortælle deres historier. En af dem var Edith Nielsen, der blev interviewet af DR i 1989.

Edith blev i 1941 tvangsanbragt på "åndsvageanstalten" i Vodskov tæt på Aalborg...

… og her blev den 24-årige kvindes liv forandret for altid.

Da Edith vågnede, kunne hun ikke længere få børn.

Men den unge kvindes pinsler var ikke overstået endnu. For efter opholdet på Vodskov-anstalten, blev hun sejlet til den berygtede anstalt for kvinder på Sprogø.

Kvindeanstalten var, ligesom anstalten for mænd på Livø, totalt isoleret for omverdenen.

De dokumenterede overgreb foregik både på øerne, og på anstalterne i land.

Både læger, politikere og befolkningen støttede bredt op om den "racehygiejniske" praksis. Det var for det fælles bedste, og det var vigtigere end det enkelte menneske, lød argumentet.

Men den holdning begynder at ændre sig efter masseudryddelserne under Anden verdenskrig.

Efter Hitler havde brugt noget af samme argumentation om "racehygiejne" og "det fælles bedste", indledtes en markant forandring af synet på det enkelte menneskes værdi.

Både Livø- og Sprogø-anstalten blev lukket i 1961, og i 1967 blev den formelle mulighed for tvangssterilisation afskaffet.

I 1970'erne blev åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg reformeret markant, og der blev blandt andet indført undervisningspligt og ret for alle børn. Undervisning og træning blev centralt for det professionelle arbejde med de anbragte.