Hvorfor vil titusindvis af boligejere blive opkrævet en forkert boligskat i 2024?
Ejendomsvurderinger
Foto: Ritzau Scanpix
Tryk videre
JAKOB USSING
DR's erhvervskorrespondent
- Titusindvis af boligejere vil få en fejlagtig ejendomsvurdering, og dermed betale forkert boligskat, selvom de har rettet oplysningerne om deres bolig. Og det sker med åbne øjne hos skattevæsenet, der altså ikke vil tage højde for de her rettelser.
- Men hvordan er det kommet hertil? Hovedforklaringen er forsinkelser og atter forsinkelser, blandt andet på grund af IT-systemer. Lad os lige starte med et kig på, hvor forsinkede ejendomsvurderinger er.
I 2017 beslutter politikerne, at der skal indføres et nyt boligskattesystem fra 1. januar 2021. Det betyder, at alle landets boligejere skal have en ny ejendomsvurdering i god tid inden.
Det nye boligskattesystem udskydes i 2019 på grund af forsinkelser til 1. januar 2024 – blandt andet fordi Skatteministeriet ikke vil opkræve nye boligskatter, før boligejerne har fået deres nye ejendomsvurdering.
Yderligere forsinkelser betyder i 2023, at alle boligejere ikke når at få en ny ejendomsvurdering, før det nye skattesystem skal træde i kraft. Derfor fremsættes et lovforslag, som alligevel skal gøre det muligt at opkræve nye boligskatter – på baggrund af en såkaldt foreløbig ejendomsvurdering.
JAKOB USSING
DR's erhvervskorrespondent
- En foreløbig vurdering er ikke en rigtig ejendomsvurdering, men bliver skabt helt automatisk ved at trække data per 1. januar 2022. Og de data bliver afgørende for vurderingen – uanset om de er forkerte eller ej.
Boligejerne skal have en ny ejendomsvurdering hvert andet år. Det var meningen, at ejendomsvurderingerne for det nye skattesystem skulle begynde for året 2020, men de er så forsinkede, at ikke engang alle 1,7 millioner ejerboliger når at få deres 2020-vurdering i år.
Først herefter skal boligejerne så have deres 2022-vurdering, som boligskatten i 2024 skal beregnes efter. Men ifølge den seneste tidsplan kommer de vurderinger nu tidligst i 2025.
Hvis det nye boligskattesystem - på trods af forsinkelserne - alligevel skal træde i kraft fra 2024, er boligskatten altså nødt til at blive opkrævet på baggrund af foreløbige ejendomsvurderinger for 2022.
JAKOB USSING
DR's erhvervskorrespondent
- Problemet ved de foreløbige vurderinger er, at man trækker oplysningerne automatisk fra Bygnings- og Boligregisteret (BBR). Det har vist sig, at masser af oplysningerne der er forkerte. Og når de er det, så bliver vurderingerne det også.
En DR-rundspørge blandt landets landinspektørfirmaer - der arbejder med at opmåle ejendomme - viste i januar, at et flertal af landinspektørfirmaerne ikke mener, at man kan stole på oplysningerne i BBR.
Rundspørgen og DR's dækning førte til flere end 23.000 rettelser i BBR alene i januar 2023 - hvilket er langt flere end normalt.

Men de rettelser kommer ikke med i den foreløbige vurdering, da det kun vil være rettelser fra før 1. januar 2022, der tages med.
JAKOB USSING
DR's erhvervskorrespondent
- Der kan være tale om både store og små fejl – og i begge retninger. Altså vil der være nogle, der kommer til at betale for meget i skat i 2024, og andre vil betale for lidt.
Hvordan kan skattevæsenet med åbne øjne opkræve forkerte skatter?
JAKOB USSING
DR's erhvervskorrespondent
- Det strider mod de normale principper i Danmark, hvor borgeren har ret til at blive hørt og gøre indsigelse.
- Men på grund af de massive forsinkelser og politikernes meget varme ønske om, at det nye boligskattesystem skal træde i kraft 1. januar 2024, så er der nu fremsat det her lovforslag, der skal gøre de foreløbige vurderinger mulige, selvom man ved at de vil indeholde en masse fejl.
Boligejerne kan ikke klage over de foreløbige vurderinger - eller gøre indsigelse.

Skattevæsenet understreger dog, at det er muligt at ændre vurderingerne, hvis det viser sig, at eksempelvis en bolighandel har givet en hel anden pris end den foreløbige vurdering. Det er dog ikke sikkert, at det vil ske.
JAKOB USSING
DR's erhvervskorrespondent
- På et tidspunkt, når de rigtige ejendomsvurderinger lander, bliver skatten justeret, også for de år, hvor man måtte være opkrævet en forkert boligskat. Spørgsmålet er selvfølgelig - med alle forsinkelserne - hvornår de rigtige ejendomsvurderinger kommer?
Har du bygget til? Eller skrottet en brændeovn?

Her er 6 ting, du skal huske at rette i BBR:
Grafik: Morten Fogde Christensen
Story af: Amalie Rokkedal Simonsen (amsi@dr.dk), Caroline Vendelbo Sørensen og Jakob Ussing