Treårig med diabetes oplever fordomme fra fremmede
"Sukkersyge"
Tryk videre
Hver tredje dansker med diabetes oplever fordomme. Det viser en rundspørge blandt Diabetesforeningens medlemmer.
Treårige Arthur Rosenberg har type-1 diabetes.
Hans forældre møder ofte fordomme - blandt andet fra fremmede i supermarkedet, hvis snakken falder på Arthurs insulin-pumpe.
FREDERIKKE ROSENBERG
Mor til Arthur
- Han skulle måske ikke have det slik, han har i hånden. Eller han har fået for meget sukker. Eller hvordan vi da har kunnet nå at give ham så meget sukker, at han har udviklet diabetes, da han var ti måneder gammel.
- Det kan også være det her med, at det faktisk ikke er så slemt. Eller at nogen kender nogen, som har type-2 diabetes, og det kan ikke sammenlignes med type-1.
Fordommene handler oftest om uvidenhed omkring sygdommen, der førhen var kendt som "sukkersyge". Navnet skabte forvirring, og gav opfattelsen af, at indtagelsen af for meget sukker var årsag til sygdommen.
Engang kunne fordommene også komme fra familiemedlemmer, men de har med tiden lært, at sukker og udviklingen af diabetes ikke nødvendigvis hænger sammen.
- Jeg synes, at det påvirker os rigtig meget. Jeg bliver ked af det, når jeg hører det. Især hvis folk ikke vil lytte, når man svarer dem. Og jeg synes, det fylder en del.
FREDERIKKE ROSENBERG
Mor til Arthur
Rundspørgen viser også, at hver tredje med diabetes oplever at få råd om kost og motion uden at have bedt om det.
Frederikke Rosenberg er bange for, at fordommene kommer til at følge Arthur senere i livet, hvis ikke man kommer dem til livs.
- Jeg er altid bange for mobning i forhold til Arthur; at han skal være anderledes end alle andre, og at han skal høre på de her kommentarer. Lige nu er det ikke ham, som lægger øre til det, og det håber jeg heller ikke, at han kommer til.
FREDERIKKE ROSENBERG
Mor til Arthur
Sådan undgår du, at møde diabetikere med fordomme:
Foto: Hanne Høier
Story af: Signe Marie Flindt, SIFL@dr.dk