- Måske kan vi spørge læreren, om du må rykke lidt tættere på, så det bliver nemmere for dig at lære, indtil vi har råd til nye briller.
Katrina har ikke råd til at købe nye og stærkere briller til sin datter Genesis.
Sådan har det ikke altid været - men ligesom herhjemme har inflationen sendt priserne i vejret i USA. Nu må Katrina vende hver en mønt.
KATRINA THOMPSON
Sosu-hjælper
- Man føler sig som en fiasko, når man ikke kan købe det tøj, de vil have, eller det mad, de vil have. Det får en til at føle sig dårlig. Og det burde ikke være så svært. Vi har tre jobs. Så det er virkelig hjerteskærende.
Katrina arbejder som social- og sundhedshjælper 45 timer om ugen. Hendes kæreste Jesus arbejder omkring 70 timer om ugen. Både som kok på et cafeteria – og som vært på den amerikanske restaurantkæde Olive Garden.
Alligevel slutter hver måned som her. Regningerne hober sig op, og Katrina og Jesus må endnu engang konstatere, at udgifterne er større end indtægterne.
- Vi må nok undlade at betale regningen for kabel-tv, for det er ikke en prioritet. Gasregningerne har vi været så gode til at betale, at de nok ikke lukker for den, hvis vi ikke betaler regningen denne måned.
- Vi betragtes som middelklasse, men det føles bestemt ikke sådan. Det føles, som om vi er lavere klasse.
Fire ud af ti amerikanere frygter - ligesom Katrina - ofte eller altid ikke at kunne betale deres regninger.
Her i Michigan og - i hele USA - er økonomi, leveomkostninger og inflation det, der betyder mest for vælgerne, når der er valg til november.
- Jeg kender ikke nogen, der lever den amerikanske drøm. Det føles mere som et mareridt.
Pengene rækker ikke længere til indkøbsture i de normale supermarkeder. Derfor tager Katrina til en fødevarebank, når familiens køleskab skal fyldes op.
- Jeg betalte 12 dollar (81 kroner) og fik 120 point. Alt herinde betales så med de point.
- 14, 15, 16, 17, 18, 19. Okay, du kan godt lægge den i. Så nu har vi for 25 point.
- For et par år siden føltes det mere som en middelklasse, der havde man råd til at betale for stort set det hele.
Både Donald Trump og Kamala Harris har gjort bedre forhold for middelklassen til deres måske mest centrale løfte i valgkampen.
Men indtil videre preller løfterne af her i huset. Katrina har hørt dem før.
- Jeg tror ikke på det. Jeg bliver bare så frustreret. Jesus ser det hver dag, men jeg er træt af at se og høre på dem. Og jeg er træt af at blive svigtet.
Den amerikanske økonomi er stærk. Hvorfor kan Katrina ikke mærke det?